Møg mor og bombe barn

Tæl til 10.. Er for mit vedkommende, nok den meste mumlede sætning disse dage.
Når Sigurd er syg, så er hans lunte ikke eksisterende. Han er en omvandrende bombe af galskab og tårer. Den værste kombination, hvis du spørger mig. Ligeså snart han har råbt og skreget, kastet med ting og slået mig bliver han dybt ulykkelig hvilket gør, at jeg ikke aner, hvor jeg har ham. Jeg kan på den ene side ikke tolerere den opførsel, men på den anden side føler jeg også med ham. Man ender som forælder med at stå midt i en gråzone og hverken sætte en grænse op eller gå all in og trøste.
Jeg er ekspert i at have ondt af mig selv over min rolle som alenemor i de perioder, hvor S er syg. Jeg mangler virkelig, at min fiktive kæreste kan komme og tage over, når han kommer hjem fra hans fiktive job med fiktiv take-away aftensmad. Jeg kan bruge en hel sygedag på at tænke på mulige måder at skaffe en kæreste på, på så kort tid. Jeg er kommet frem til at der må være gode penge i at leje sig selv ud som far.
S’s far er såmænd OK til at træde til under sygedage, men man mangler virkelig den faste partner de dage!

Lige nu burde S sove i sin klapvogn, men han vågnede for en lille halv time siden og fandt knappen med musik på babyalarmen hvilket betyder, at der ude hos ham lyder en skøn melodi af Baby’s Lullaby, mens det herinde lyder lidt som en døv nybegynder på violin, der er optaget med min første mobiltelefon i Londons undergrund. Skide fed opfindelse, det med musik i babyalarmer!

De sidste to nætter har jeg sovet sammenlagt omkring 8 timer. Så jeg tager forbehold for usammenhængende indlæg samt manglende tegnsætning og stavefejl.
I dag er en dag der bare skal overstås, ligesom alle andre sygedage. De er og bliver det værste ved at have børn. Men okay, hvis det er det værste, så er det sgu okay!

Håber jeres tirsdag ser noget anderledes ud? Hvert fald skal der herfra lyde et ønske om god dag og raske børn!