Misundelse er en grim ting

Som jeg i sidste indlæg fortalte, savner jeg virkelig at have en at dele mit og Sigurds liv med. For at være ærlig, så har jeg savnet det siden jeg blev for fed til at få mine sko på under graviditeten (hvilket var ret tidligt). Når man lå der på sofaen om aftenen og babyprutten ellers begyndte på yogaøvelser inde i maven, så manglede jeg virkelig en til at mærke det, også selvom vedkommende ikke gad (jo jo.. jeg har skam veninder der har fortalt om, hvor ligeglade de mænd med tiden bliver med karatesparkene indefra).
Da S så kom til verden gjorde det i det første halve år ondt helt ind i hjertet, når jeg så andre nybagte forældre komme gående med barnevognen søndag formiddag, mens jeg gik alene..

Okay, det er sådan forholdsvis meget ynk der er kommet ud på få linjer, men for helgoland hvor var det skod at skulle gøre alt alene. Misforstå mig ikke.. Jeg har den skønneste familie lige rundt om hjørnet, samt nogle fabelagtige venner, der bestemt er en stor del af vores liv. Men ligesom hjemme hos alle andre familier, så ses vi jo ikke alle vågne timer med nogen. Faktisk bruger vi ret meget tid sammen bare ham og jeg og jeg elsker det. Jeg elsker at være sammen med min søn! Sådan virkelig meget. Han er så skide skæg og er begyndt med alderen at sige og gøre nogle helt geniale ting. I de stunder tager jeg tit mig selv i at savne nogen at dele dem med. Men jeg savner SPECIELT, at det ikke var var mig der skulle lave aftensmad og tage opvasken og bade+putte hver evig eneste aften. God dammit, hvor kan det være hårdt i længden.
Dette må siges at være mit til dato mest pessimistiske indlæg. Sygdommen der hærger vores lille lejlighed, har vidst også sat sig i mit sind.. Altså jeg er ikke syg i sindet.. Det lød forkert.
Jeg mangler vidst bare at komme lidt ud eller at der var en der kom hjem, når man en hel dag har stået for at passe og pleje den sureste citron.

Godt med en god mormor og morfar der inviterer på aftensmad.
Nu vil vi pakke halvdelen af lejligheden sammen (for det gør man åbentbart stadig, når man skal ud af huset med 1,5 årige børn..) og gå op til mormor og morfar.

Så skal jeg nok lige sørge for ikke at være negative Nikoline i næste indlæg.. Ikke desto mindre, var det skønt at komme af med.